© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Erik Johan Warburg | Dansk overlæge og professor Født onsdag den 3. februar 1892 i København Død torsdag den 30. oktober 1969 i København |
Mini-biografi: Var søn af en grosserer, blev student i 1909 fra Gammelholms Latin- og realskole i København, cand.med. 1916. Assistent ved Finseninstituttets laboratorium, hvor Warburg udarbejdede sin doktordisputats om blodets syre-base-ligevægt og forsvarede denne i 1922. Derefter klinisk uddannelse på københavnske hospitaler samt i Paris og i Heidelberg. Overlæge ved Kommunehospitalet i København 1930, professor i intern medicin ved Københavns Universitet 1931 og overlæge ved Rigshospitalet 1932-62. Warburgs store indsats kom til at ligge på kardiologiens - hjertesygdommenes - område. Betydelige videnskabelige arbejder om bl.a. coronartrombose - blodprop i hjertets kranspulsårer, om reumatiske hjertelidelser, elektrokardiografi og digitalisbehandling. Interesserede sig meget for udviklingen af nye metoder til diagnosticering af hjertesygdomme. Forfatter af den første nordiske lærebog i hjerte- og kredsløbssygdomme 1943. Trods sin jødiske baggrund forblev Warburg i Danmark under hele den tyske besættelse og undgik i februar 1944, på mirakuløs vis, at blive offer for et clearingmord. Rektor for Københavns Universitet 1956-58. Initiativtager til og medstifter af Hjerteforeningen 1962 og i en årrække foreningens formand. Mange faglige tillidshverv. Den første modtager af NOVO-prisen 1963. Kommandør af 1. grad af Dannebrogordenen 1962. Var far til overlæge og professor Mette Warburg. |
|