Mini-biografi: Var søn af kaptajn Enrico Mylius Dalgas, blev 1889 student, rejste derefter til København for at studere medicin, skiftede siden til religionsfilosofiske og skønlitterære studier og modtog undervisning af bl.a. professor Harald Høffding. Ernesto Emil Dalgas udgav 1896 sine første bøger: Geografiske Digte og Krøniker og Æventyr, fik året efter værket Sangbog kasseret og fik på samme tid sit petitum til magisterkonferens tilbage fra Høffding, der ikke mente det kunne føre til et godt resultat. Prøvede en tid at fordybe sig i religionen, det dobbelte nederlag havde dog været for meget og Dalgas måtte 1898 lade sig indlægge på Aarhus sindssygehospital til behandling, men begik 1899 selvmord ved at skyde sig gennem tindingen. Efterlod sig adskillige manuskripter, hvoraf en ungdomsven udgav de betydeligste: Lidelsens Vej, Dommedags Bog, Sangbog, Digte og Skuespil. Otto Gelsted udgav i sit tidsskrift "Sirius", i 1924 den filosofiske afhandling Grundspørgsmaal, der var tænkt som en forklaring til Dommedags Bog. Den filosofiske dannelsesroman Lidelsens Vej, beslægtet med Dantes Den Guddommelige Komedie og Johannes' Åbenbaring og Dommedags Bog, der er påvirket af både Søren Kierkegaard og positivismen, kom begge i nye udgaver 1963 og 1965. Ernesto Dalgas var bror til Christian og Frederik Dalgas. |