Mini-biografi: Var søn af kgl. operasanger Lars Boe, fik efter skoletiden en uddannelse på Den kongelige Veterinær og Landbohøjskole og blev landinspektør. Kom til Hjørring 1938, blev tre år efter kompagnon med landinspektør A.L. Birk og medejer af Birk & Boe I/S, virkede i firmaet til 1978. Ernst Boe var meget interesseret i kulturlivet og deltog ved at engagere sig på forskellig vis, var i 1944 initiativtager til anlæggelsen af Hjørring Friluftsteater og 1945 til Folkeparken på stedet, hvor der var blevet gravet tørv under besættelsen, samme år til Skihopbakken i Hjørring, 1948 Feriebyen Skallerup Klit og urnehaven på Hjørring Kirkegård. Boe sad i flere år som formand for Hjørring Teater og for Forsøgsscenen, i dag Amatørscenen Vendsyssel, stod 1983 som en af hovedmændene bag oprettelsen af Vendsyssel Teater og medvirkede 1993 i at få startet en støtteforening for dette teater. Var i årene 1978-90 formand for Vendsyssel historiske Museum, medstifter af Vendsyssel Vand- og pumpelaug, leverede i sine mange år som sekretariatsleder for Fredningsplanudvalget i Hjørring og Thisted amter, en stor indsats for at fredningsplanlægningen i landsdelen blev et forbillede for hele landet. Boe var gennem 35 år medlem af Hjørring Kvartetten. |