Mini-biografi: Var datter af en apoteker, mistede tidligt sin far og flyttede med moderen til Helsingfors, kom i den svenske latinskole og blev 1890 student. Studerede zoologi, tog 1894 magistereksamen, blev ansat som lærer på Nord-Savolaks Folkehøjskole og blev redaktør for det finske højskoleblad Kansanopisto. Modtog 1896 et stipendium, tog til Danmark for at studere på Askov Højskole. Mødte her kirkehistorikeren Laust Moltesen, de giftede sig 1898 og fik året efter det første barn af deres i alt 4 børn. Eva Moltesen holdt hele livet forbindelse med sit fædreland, fortalte danskerne om forholdene i Finland, skrev en finsksproget bog om Danmark og berettede om Finland på dansk i Det finske Finland, udgav desuden Fra Kalevalas Lunde og Fortællinger fra Kalevala, på dansk. Arbejdede som finsk-svensk oversætter, grundlagde 1904 Københavns Finske Forening og udgav en finsk-dansk ordbog og en dansk-finsk ordbog. Eva Moltesen var medstifter af Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, en dansk sektion af Women’s International League for Peace and Freedom, grundlagt 1915 som reaktion på 1. verdenskrigs rædsler. Sad som bestyrelsesmedlem for Mødrehjemmet i Valby, tilhørte politisk Venstre og var blandt de første, der stillede op til folketingsvalg da kvinder fik valg- og stemmeret. |