© www.gravsted.dk 2003, 2025
| Fanny Vibeke Sofie Fang f. Frederiksen  | Dansk lokalhistoriker og kvindesagsforkæmper Født tirsdag den 12. juni 1883 i Roskilde Død torsdag den 8. februar 1962 i Roskilde |
Mini-biografi: Var datter af en slagtermester, familien var velhavende og datteren blev boende hjemme til sit giftermål som 29årig. Fanny Fang giftede sig i 1912 med journalisten Arthur Fang, der var ansat ved Roskilde Tidende. Delte sin ægtefælles interesse for lokalhistorie, opsøgte på sine ture rundt i byen, gerne ældre Roskilde-borgere og fik dem til at fortælle om deres liv samt opvækst. Undersøgte herefter om detaljer i deres fortællinger var historisk korrekte, ved grundigt at studere Rigsarkivet og Landsarkivets matrikelbøger, skødeprotokoller, kirkebøger samt andre arkivalier med pålidelige oplysninger om fortiden. Fanny Fang fik sin første lokalhistoriske artikel: "Kastanietræerne i Sct. Pederstræde" trykt i 1908, det blev starten på en lang journalistisk karriere, med omkring 1000 lokal- og personalhistoriske artikler i Roskilde Tidende, flere artikler til Jul i Roskilde samt årbøger, der blev udgivet af Historisk Samfund for Roskilde Amt. Fanny Fang var i 1929 medstifter af Roskilde Museum og blev siden valgt til næstformand, var tillige medlem af Dansk Kvindesamfund, fra 1932 næstformand i Roskildes lokalafdeling og i årene 1934-45 formand. Viste sin omsorg for de små i samfundet ved at oprette Hjælpelegat for enligt stillede kvinder og mænd, der midlertidigt trænger til økonomisk støtte. |

|