© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Frederik Carl Peter Rüttel | Dansk præst, lærer og grønlandsmissionær Født mandag den 6. juni 1859 i Gårslev, Børkop Død mandag den 15. marts 1915 på Thurø, Svendborg |
Mini-biografi: Var søn af en lærer, kom efter skoletiden i lære som manufakturhandler i Horsens, rejste 1878 til København for at modtage tegneundervisning på Teknisk Skole blev derefter optaget på Kunstakademiet. Frederik Carl Peter Rüttel besluttede sig for at blive præst efter at have læst Søren Kierkegaards Øjeblikket, tog 1883 studentereksamen fra Fredericia latinskole, læste teologi og tog 1891 embedseksamen. Fik ansættelse ved den nyoprettede missions- og handelsstation i Østgrønland, ordineredes 1892, var på et længere studieophold ved Julianehåb og kom 1894 til den samtidig oprettede koloni Angmagssalik. Forsøgte sammen med hustruen at bringe kristendommen til de derboende inuitter, der kun havde fået kendskab til civilisationen ved et par måneders samvær med Gustav Holms ekspedition. Rüttel gik, som i sin tid Hans Egede, forsigtigt til opgaven og opnåede ikke så meget, havde ved sin bortrejse kun fået døbt nogle enkelte. Opnåede dog at befolkningen blev mere civiliserede, holdt op med at slå hinanden ihjel for et godt ord og blev trygge. Rüttel forflyttedes i 1904 til den tidligere herrnhutiske missionsstation Lichtenau, syd for Julianehåb og tog i 1912 afsked fra Grønland. Udgav skriftet Til Angmagssalik med en skildring af den lille østgrønlandske inuitstamme. Blev 1911 udnævnt til Ridder af Dannebrog. |
|