Mini-biografi: Var søn af en agent, blev student 1930 og kom på Kunstakademiets arkitektskole 1930-35. Foretog talrige studierejser i Østen og Europa samt i USA 55 gange. Finn Juhls eget hus i Ordrup fra 1942 hører til de meget få bygninger han tegnede. Det er et forfinet, gennemarbejdet udtryk for tidens ideal: 2 stramme, et-etages husblokke, forskudt for hinanden i to niveauer med glatte, hvide facader, indrettet med egne møbler og samtidens danske billedkunst. Juhls første selvstændige indretningsopgave var Bing og Grøndahls butik, skabte her en indbydende, elegant stil med markant farveholdning, tekniske raffinementer og håndværksmæssigt gennemarbejdede detaljer. Fik mange store indretningsopgaver i Danmark og udlandet, på grund af sin indretning af Radiohuset for Vilhelm Lauritzen, hvor Juhls store talent på dette felt klart viste sig. Inddrog moderne kunst i sine indretninger, i FN en skulptur af Henrik Starcke og hans eget design er formet som kunst. Gitterloftet i FN minder om et abstrakt billede og Finn Juhls møbler, både de tidlige, overpolstrede og de senere, med lette, elegante træstel, har skulpturel karakter. Møblerne har som forbilleder, sat sig blivende spor i dansk møbelkunst og var i sin tid, stærkt medvirkende til at fremme dansk design i udlandet. |