|
© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Finnur Magnússon  | Islandsk forfatter og oldforsker Født mandag den 27. august 1781 på Skálholt, Island
Død fredag den 24. december 1847 i København |
| Mini-biografi: Rejste som 16-årig til København for at studere jura og virkede derefter i nogle år som sagfører på Island. Tog i 1812 igen til København og fik 1823 ansættelse i Gehejmearkivet, avancerede her til arkivar i 1829. Sammen med C.C. Rafn stiftede Magnússon i Det kgl. Nordiske Oldskriftsselskab, i hvis regi han de følgende år offentliggjorde talrige skrifter og afhandlinger om arkæologi, mytologi og runeforskning. Oversatte Den ældre Edda i årene 1821-23 og udgav sammen med Rafn 1838-42 Grønlands historiske Mindesmærker, der er af blivende værdi. Derimod var Magnússons resultater indenfor den nye videnskab runeforskning mindre heldige, præget af hans alt for store fantasifuldhed. Gjorde indgående studier over en række tegn på en klippe i Sverige, der af geologen Forchhammer blev erklæret at være runer og udgav i 1841 det fyldige værk Runamo og Runerne, som vakte stor opsigt. Heri blev de endog udlagt som en beretning om Braavallaslaget. Imidlertid lod den unge arkæolog Jens Jacob Worsaae sig ikke imponere, men erklærede dem efter to rejser til stedet for at være naturlige revner og ridser i klippen. Som menneske var Magnússon beskeden og yderst hjælpsom, som det fremgår af hans omfattende brevveksling med samtidige forskere. |
|
Assistens Kirkegård, København 2008