Mini-biografi: Var søn af en sømand, tog straks efter konfirmationen hyre på en fiskekutter, fik siden egen kutter sammen med en bror og tilbragte mere end 40 år med at dyrke fiskeri i Nordsøen. Besluttede sig i 1974 for at gå i land og tjene sit brød ved at undervise i navigation i Skagen og Frederikshavn. Thomas Jensen var musikalsk, sang altid på kutteren mens der blev fisket og havde sunget i Skagen Viseklub i adskillige år. Optrådte 1976 i forbindelse med Skagen Visefestival, sang bl.a. "Du lille svale" og "Fra Halifax til Spanien", det blev en kæmpesucces og satte gang i karrieren for Fisker Thomas. Niels Hausgaard var til stede og var året efter producer på indspilningen af den første LP Tro, håb og kærlighed, der solgte godt og kom på hitlisten. Gamle sømandsviser og sange om havet, som "Fra Halifax til Spanien", "Anna Lovinda", "Hjem fra langfart" og "Den sorte sejler", kunne publikum synge med på og de var populære når Fisker Thomas optrådte ved forskellige byfester, festivaler og i pensionistforeninger akkompagneret af harmonikaspilleren Peter Sørensen og saxofonisten Bent Østergaard. Fisker Thomas udgav ti grammofonplader og var 1997 på Dansktoppen, sammen med Dræsinebanden, med nummeret "Skagensfiskeren". |