© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij | Russisk forfatter Født søndag den 11. november 1821 i Moskva, Rusland Død onsdag den 9. februar 1881 i Sankt Petersborg (tidl. Petrograd og Leningrad), Rusland |
Mini-biografi: Voksede op på et fattighospital i Moskva, hvor faderen var læge og blev som 15-årig elev på det militære ingeniørakademi i Sct. Petersborg. Begyndte efter uddannelsen sin litterære virksomhed med oversættelser af Honoré de Balzacs noveller. Udgav 1846 de to små romaner Arme Mennesker og Dobbeltgængeren, hvoraf især den førstnævnte vakte opmærksomhed på grund af bogens sociale indignation. Dostojevskij var medlem af den liberale Petrajevskij-kreds, som i forbindelse med uroligheder i 1849 blev arresteret og kollektivt dømt til døden. På henrettelsespladsen blev dommen ændret til forvisning til Sibirien, hvor Dostojevskij derefter tilbragte fire år efterfulgt af seks års tvungen militærtjeneste. Levede efter tilbagekomsten 1859 - bortset fra nogle ophold i Vesteuropa - som skribent og tidsskriftudgiver i Sct. Petersborg. Oplevelserne i Sibirien danner grundlag for romanen Fra Dødens Hus fra 1860. I de følgende tyve år udkom de store romaner, som har gjort Dostojevskijs navn til ét af verdenslitteraturens helt store: Forbrydelse og Straf (også kaldet Raskolnikov), Idioten, De besatte, Ynglingen og endelig Brødrene Karamazov. Dostojevskij berømmes især for sine dybdeborende psykologiske skildringer, samt for romanernes filosofiske og religiøse diskussioner, som har sat sig spor helt op i vor tid. |
|