Mini-biografi: Studerede fra 1959 økonomi på Aarhus universitet, var flittig og forberedte sig godt til timerne, men forsinkedes i studierne af sit sociale engagement i studenterforeningens seniorat, hvor professor Flemming Kissmeyer-Nielsen sad som leder. Folmer Bang Hansen modtog undervisning af bl.a. professorerne Orla Strange Petersen, Jørgen Pedersen, Holger Lycke Gad og Karsten Laursen, den senere overvismand, afsluttede studierne i 1966. Fik derefter ansættelse ved Landbrugets EDB-Central, blev siden amanuensis på Handelshøjskolen og i 1972 rekrutteret til et job i EF-kommissionen. Rejste til Holland for at videreuddanne sig i handel samt europæisk integration på Amsterdam Universitet og tiltrådte stillingen da Danmark blev optaget som medlem i 1973. Blev snart en værdsat medarbejder indenfor EF's internationale handelsforbindelser samt GATT-forhandlinger, havde ansvaret for de bilaterale forbindelser mellem EF og flere skandinaviske lande, interesserede sig for råvarer samt økonomi og arbejdede fra 1987 med udvikling af mineindustrien. Bang Hansen besøgte de fattigste afkroge af verden og så masser af guld, smaragder diamanter i minerne i Zambia, Botswana samt Namibia. Sluttede i 2001 karrieren i EF/EU og vendte sammen med sin hustru, hjem til Ebeltoft. Virkede herefter som rådgiver for det grønlandske landsstyre på mineområdet og blev medlem af Dansk Aktionærforenings bestyrelse i Aarhus afdelingen. |