© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Franz Xaver Joseph greve Conrad von Hötzendorf | Østrigsk officer og generalstabschef Født torsdag den 11. november 1852 i Wien, Østrig Død tirsdag den 25. august 1925 i Bad Mergentheim, Baden-Württemberg, Tyskland |
Mini-biografi: Det egentlige familienavn var Conrad. Navnet von Hötzendorf, som stammede fra en bedstemor, benyttede han ikke. Officerssønnen blev udnævnt til løjtnant 1871 og gennemgik hurtigt derefter generalstabsuddannelsen. Fra 1877 tilknyttet den østrig-ungarske generalstab og involveret i flere militære aktioner på det urolige Balkan og mod Italien. Udnævnt til general og chef for generalstaben 1906. To gange afskediget på grund af uenighed med kejseren og den politiske ledelse samt involvering i diverse skandaler, men begge gange genindsat. Gik i årene op til 1. verdenskrig ind for præventivkrig mod Italien og mod Serbien. Efter mordene i Sarajevo den 28. juni 1914, hvor Conrads vigtigste støtte, tronfølgeren Franz Ferdinand, blev dræbt, var Conrad en stærk fortaler for et omgående angreb på Serbien og hans krigeriske holdning må anses for væsentligt medvirkende til udbruddet af 1. verdenskrig. Conrads planlægning forud for krigen viste sig meget mangelfuld og efter kejser Franz Josephs død i 1916 blev han afskediget af efterfølgeren, kejser Karl. Som et plaster på såret udnævnt til feltmarskal. Franz Conrad von Hötzendorfs eftermæle er fortsat til debat. Hans gravsted blev 2012 nedgraderet fra "æresgrav" til "historisk grav". |
|