© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Franziska Antoinette Hilleborg Carlsen | Dansk forfatter Født torsdag den 13. november 1817 på Gammel Køgegård, Køge Død mandag den 28. februar 1876 på Vallø Hovedgård, Valløby, Stevns |
Mini-biografi: Familien var en gren af den gamle danske adelsslægt Lange og blev i 1817 adlet med denne slægts våben. Franziska Carlsens bror var politikeren og indenrigsministeren H.R. Carlsen til Gammel Køgegård. En søster blev N.F.S. Grundtvigs anden hustru og en anden søster blev gift med sognepræst i Lyngby, Peter Rørdam. Selv forblev Franziska Carlsen ugift og levede dels i København, dels på sine søskendes godser samt på Vallø Stift, hvor hun var stiftsdame. Var historisk og folkloristisk interesseret og samlede igennem mange år et stort materiale om de steder i Sydsjælland, hun var knyttet til, dels egnen omkring Køge og fødestedet Gammel Køgegård og dels Rønnebæk sogn ved Næstved samt godset Rønnebæksholm, som ejedes af søsteren Marie Toft, der var gift med Grundtvig. Indsamlingsarbejdet resulterede i to bøger: Noget om og fra Rønnebæk Sogn med Rønnebæksholm fra 1861 samt Efterretninger om Gammelkjøgegaard og Omegn, som udkom kort før Franziska Carlsens død i 1876. Skrev desuden artikler til lokalhistoriske tidsskrifter. |
|