Mini-biografi: Var søn af direktør Carl Frode Obel, blev student, gik derefter på Niels Brocks Handelsskole og videreuddannede sig i udlandet. Frederik Chr. Obel blev 1961 direktør, da C.W.Obel A/S, Chr. Augustinus Fabrikker A/S og A/S Færchs Fabrikker dannede Skandinavisk Tobakskompagni. Bosatte sig i København, men beholdt sin gård i Guldbæk ved Aalborg, for stadig at være en del af Aalborgs kulturelle liv. Obel sad i flere bestyrelser som f.eks. IBM Danmark A/S, Skandinavisk Holding og forsikringsselskabet Codan, var i flere år formand for Det Obelske Familiefond, fulgte udviklingen i Nordjylland og ydede støtte til kulturelle aktiviteter gennem Fondets legattildelinger. Var i fritiden en ivrig rytter, havde dyrket sporten fra drengeårene og deltog i de unge dage i konkurrencer. Blev 1980 international dressurdommer, fra 1996 officielt international dommer i military, var dommer ved store stævner over det meste af verden, ved Europamesterskaber, Verdensmesterskaber og havde det ansvarsfulde hverv som President of Grand Jury i military ved OL i Sydney. Havde en meget smuk military-bane på sin gård, hvor det første internationale stævne i Danmark i mange år, blev afholdt 2001. Obel blev 1977 medlem af Rotary og var i året 1986/87 præsident for klubben i København. Udnævntes til Ridder af Dannebrog. |