© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Frederik Alexander Gottlieb Klee | Dansk revisionschef Født lørdag den 26. november 1808 i Rørvig Død søndag den 13. marts 1864 på Frederiksberg |
Mini-biografi: Var søn af en major, blev i 1826 student og tog 1834 juridisk kandidateksamen. Blev 1841 fuldmægtig i generalpostdirektoratets danske sekretariat, foretog 1842-43 en rejse rundt i landet i embeds medfør for at undersøge muligheden for en omregulering af postforbindelserne, udarbejdede derefter en plan, der blev grundlaget for den nye ordning. Frederik Klee blev 1845 fuldmægtig i postvæsenets revisionskontor og 1847 udnævnt til chef. Udgav i 1850, sammen med C.M. Poulsen, en pjece med et forslag om et jernbane-, dampskibs- og telegrafsystem for Danmark og Slesvig og konstitueredes i 1862 som regeringens økonomiske kontrollør ved den jysk-fynske jernbane. Sad 1858-64 i Folketinget som repræsentant for Randerskredsen, tilhørte de nationalliberale og tog især del i behandlingen af jernbanespørgsmål. Klee vandt i studieårene universitetets guldmedalje for en afhandling om Rügens forhold til Danmark fra 1100-tallet til 1658, fortsatte siden med studier inden for historie, geologi og palæontologi. Udgav Le Deluge: Considération Géologique et Historique sur les Derniers Cataclysmes du Globe på fransk, med sine tanker om jordens dannelse, forkastede teorien om biblens Syndflod og var blandt de første til at foreslå at det skyldtes en forskydning af jordens akse. Klee fik titel af justitsråd og blev udnævnt til Ridder af Dannebrog. |
|