Mini-biografi: Var søn af en landsdommer, gik på Kunstakademiets malerskole 1838 og i modelklassen 1846. Høstede megen ros for det landskab, der også senere er blevet fremhævet, i mange fremstillinger af tidens landskabskunst: Parti af Færgelunden ved Jægerspris (1848). Som en anerkendelse af dette værk, tildelte Kunstakademiet Kraft en mindre rejseunderstøttelse. Rejste med denne til Italien 1851-53 og udstillede efter hjemkomsten herfra, en række italienske landskaber, der vakte velvillig opmærksomhed, navnlig Parti fra Comosøen (udstillet 1855). Kort efter hjemkomsten blev Kraft imidlertid syg og døde, kun 31 år gammel. Viste i det ovenfor nævnte hovedværk, evner for monumental landskabskomposition samt sans for gengivelse af de enkelte naturformers karakter, ligesom lyset er gengivet med stor selvstændighed i iagttagelsen. Af Krafts værker i øvrigt kan nævnes: Parti ved Lyngby Sø med udsigt til Frederiksdal (1843), Parti fra Ordrup (1845), Urolig efterårsdag (1847), Aften ved Øresund, motiv fra Vedbæk (1848), En sommerdag i Dyrehaven (1848), Bakket landskab ved Hillerød (1850), Landskab med optrækkende uvejr (1851), Italiensk landskab, motiv mellem Tivoli og Gerano (1854) og Septemberaften ved Dyrehaven (1854). |