© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Frederik Schwarz f. Friederich Schwartz | Dansk skuespiller Født fredag den 15. juni 1753 i København Død fredag den 13. juli 1838 i Fredensborg |
Mini-biografi: Faderen, der var skomager, døde da sønnen var fem år gammel, så denne blev i stedet opdraget hos en menighedspræst til konfirmationsalderen, hvor det var tid at finde en levevej. Frederik Schwarz blev optaget som elev på Det Kongelige Teaters Balletskole og var snart dygtig nok til selv at undervise. Broderen til en af eleverne fik stor respekt for den unge mands vilje til at komme frem i verden og gav Schwarz undervisning i at føre sig, tale det franske sprog og fik ham endog optaget i Frimurerlogen. Schwarz havde hidtil kun virket som balletdanser, men fik sin debut som skuespiller i 1773, i rollen som Henrik i Holbergs komedie Den uformodentlige hjemkomst. Blev godt modtaget af publikum, mens anmelderne var mere forbeholdne, blev dog fastansat som skuespiller efter endnu et par roller. Schwarz var en pæn mand med en elegant fremtræden, men stemmen var for spinkel til at råbe salen op så det blev nødvendigt med taleundervisning. Var efter en studierejse til Paris, klar til at åbne en skole og oplære de yngre skuespillere, gjorde gennem årene en del for at forbedre skuespillernes vilkår. Schwarz oversatte ikke mindre end 34 stykker og udgav tre årgange af Lommebog for skuespilyndere. |
|