© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Frederik Hansen Sødring | Dansk landskabsmaler Født tirsdag den 30. maj 1809 i Aalborg Død fredag den 18. april 1862 i Hellerup, Gentofte |
Mini-biografi: Kom i malerlære og på Kunstakademiet 1825-30. Blev påvirket af nordmanden J.C. Dahls romantiske kunst, de havde mødt hinanden og Frederik Sødring kopierede flere af Dahls landskaber. Delte i begyndelsen af 1830'erne atelier med Chr. Købke på Toldbodvejen, som udførte et sympatisk portræt af ham (1832). Sødring søgte det romantiske i naturen og opsøgte storslåede landskaber, fandt det dog kun ved Møns Klint. Rejste derfor ofte til Norge og Sverige, senere til Tyskland, malede her prospekter i stort format med knejsende ridderborge og vilde bjergpartier. Denne stil lå det tyske romantiske landskabsmaleri nær og kom i 1836 nærmere berøring med dets udøvere. De fleste af Sødrings værker blev til i atelieret på grundlag af tegnede skitser. Hele denne landskabsopfattelse lå så langt fra den danske tradition, at det var vanskeligt ved at opnå anerkendelse herhjemme. Sødring har dog også udført en række charmerende københavnermotiver i ægte guldaldertradition, især kan fremhæves flere partier fra Marmorpladsen med den ufuldførte Marmorkirke. Hustruen Henriette Sødring dyrkede også landskabsmaleriet, sammen oprettede de i 1854 Det Sødringske Opmuntringslegat for unge Landskabsmalere til årlig uddeling, samt et legat, hvoraf renterne anvendes til understøttelse af ældre landskabsmalere og deres enker. |
|