© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Johan Frederik 'Frits' Nicolai Vermehren | Dansk maler og professor Født mandag den 12. maj 1823 i Ringsted Død mandag den 10. januar 1910 i København |
Mini-biografi: Blev som dreng vejledt af Jørgen Roed, fik på Sorø Akademi undervisning i tegning og ægteparret Ingemann støttede hans ønske om at blive maler. Vermehren blev student 1843 og kom på Kunstakademiet 1843-46. Den danske folkelivsskildring blev hans linie. Det store gennembrud kom med En jysk fårehyrde på heden (1855). På et legat rejste han til Paris og videre til Italien. Vermehrens næste hovedværk En sædemand (1859), har samme motiv som et af Millets vigtige værker, men i den maleriske behandling afveg han afgørende. Bibeholdt den lyse kolorit fra Eckersberg-skolen samt frem for alt, den omhyggelige og pertentlige penselføring. Fremhæves kan: En fiskerkone fra Hornbæk, Huslig syssel i en fattig bondestue (1859) og En fattig bondestue ved middagstid (1864). Den mere bedsteborgerlige konservatisme prægede Vermehrens virke som lærer ved Kunstakademiet. Var ikke blind for f.eks. Krøyers talent, men hans forsøg på at bevare de unge for den nationale retning faldt mildest talt uheldigt ud. I Nationaltidende 1901 erklærede Vermehren åbent, Zahrtmanns elevers malerier for dilettantarbejder og det gav ham ryet som en uforbederlig reaktionær. Et ry, der i en årrække blokerede for en mere nuanceret vurdering af denne, i mangt og meget betydelige danske kunstner. |
|