Mini-biografi: Var søn af en regimentskvartermester, blev som 16årig ansat hos Gustav Ludvig Baden, byskriveren i Odense, fulgte med denne til Hørsholm. Læste jura, tog i 1824 eksamen og blev 1827 fuldmægtig hos borgmester Ditlev Ræder i Horsens. Frederik Schytte købte 1829 en oliemølle, drev den til 1851 og sad under tyskernes indfald 1849, som formand i forplejningskommissionen. Var gennem 10 år medlem af den nørrejyske stænderforsamling, var talsmand for den frisindede samt nationale retning, tog del i almindelige politiske forhandlinger, stillede forslag om en forbedret finansstyrelse og talte for det danske sprogs ret i den slesvigske forsamling. Blev valgt til Den Grundlovgivende Rigsforsamling, hørte til de Nationalliberale og blev medlem af finansudvalget. Var i årene 1849-53 landstingsmand for 10. kreds, sad i en del vigtige udvalg, var 1858-64 folketingsmand for Odense Amts 2. kreds, havde her efterfulgt N.F.S. Grundtvig, men indtog en mindre betydende stilling, deltog dog bl.a. i debatten om Fæsteloven. Schytte var medstifter af Kreditforeningen af jydske Landejendomsbesiddere og Kreaturforeningen for de danske Østifter. Købte herregårde både i Jylland, på Fyn samt på Sjælland, men solgte dem hurtigt igen, købte 1860 fabrikken Rabeshave med bryggeri i København, ejede tillige Sindshvile på Frederiksberg. Blev udnævnt til Ridder af Dannebrog. |