Mini-biografi: Var søn af en sagfører, blev 1910 student fra Randers lærde Skole, læste jura og tog kandidateksamen 1916. Blev derefter ansat som fuldmægtig hos en overretssagfører, tjente tillige en højesteretssagfører og blev 1919 selv overretssagfører. George Koch Schiørring praktiserede fra 1925 i København, blev 1926 højesteretssagfører og fik 1937 offentlige og beneficerede sager ved Højesteret i 5 år. Var i året 1927-28 ledende senior i Studenterforeningen og menes at have leveret filmmanuskripter til Nordisk Film, her i blandt til stumfilmen Den gule Djævel fra 1910 som Viggo Larsen instruerede. Schiørring købte 1929 slottet Frydenlund, sad som medlem af bestyrelsen for A/S De Forenede Træskofabrikker, A/S Københavns Kul- og Kokes Kompagni, A/S Hotel Astoria, A/S K.K.K.K., A/S Union Trading and Financing Co., A/S Kaffe Hag, Ejendoms- og Finansaktieselskabet af 1929, A/S Det gamle Banegaardsterræn I-XI, A/S National-Scala, A/S Dampskibsselskabet Gloria, Ejendomsaktieselskabet D.F.V. og for flere ejendomsaktieselskaber, var likvidator for Finansieringsforeningen Jord-Arbejde-Kapital. Schiørring blev efter 2. verdenskrig sigtet for at have gået tyskernes ærinde som værnemager, blev 1945 taget i forvaring af frihedskæmperne og fik ved en højesterets dom 1946 frakendt retten til at udøve sagførervirksomhed i 5 år. |