© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Guglielmo Marconi | Italiensk fysiker og radiotekniker Født lørdag den 25. april 1874 i Bologna, Italien Død tirsdag den 20. juli 1937 i Rom, Italien |
Mini-biografi: Søn af en italiensk godsejer og dennes irske hustru. Tidligt interesseret i elektriske fænomener. Begyndte 1894 at eksperimentere med trådløs telegrafi ved hjælp af elektromagnetiske bølger. Med en simpel gnistsender og en ligeså enkel modtager, efter kohærer-princippet, lykkedes det samme år at transmittere morsetegn over en afstand på 2½ km. Både sender og modtager var kendte opfindelser, som Marconi havde videreudviklet. Da den italienske stat afslog at støtte arbejdet økonomisk, valgte Marconi 1896 at slå sig ned i England, hvor det hurtigt lykkedes at forlænge afstanden mellem sender og modtager betydeligt. Allerede 1899 kunne Marconis apparatur række over den engelske kanal, og 1901 lykkedes den første transatlantiske transmission fra Poldhu i Cornwall til St. Johns i New Foundland. Marconi havde 1897 udtaget patent på sit system og samme år oprettet The Wireless Telegraph & Signal Company, som 1907 etablerede den første regelmæssige radiotelegrafiske forbindelse mellem Europa og Nordamerika. Denne forbindelse viste for alvor sin værdi ved Titanics forlis 1912. Marconi fik 1909 Nobelprisen i fysik sammen med Karl Ferdinand Braun, opfinderen af katodestrålerøret. Tildeltes desuden 1929 den italienske adelstitel marchese og modtog i tidens løb et stort antal æresbevisninger fra mange lande. |
|