© www.gravsted.dk 2003, 2024
| György 'George Charles de' Hevesy | | Ungarsk/Svensk radiokemiker og professor Født lørdag den 1. august 1885 i Budapest, Ungarn Død tirsdag den 5. juli 1966 i Freiburg im Breisgau, Baden-Württemberg, Tyskland |
Mini-biografi: Kom fra en adelig ungarsk-jødisk familie. Student 1903 fra Piaristordenens gymnasium i Budapest. Studerede kemi og fysik i Budapest, Berlin og Freiburg. Opnåede doktorgraden i fysik 1908 og blev samme år ansat ved det tekniske universitet i Zürich. Kom 1911 til Ernest Rutherfords laboratorium ved universitetet i Manchester, hvor Hevesy blev livslang ven med Niels Bohr. Efter tjeneste i den østrig-ungarske hær under 1. Verdenskrig ansat ved Niels Bohr-Instituttet i København 1920-26. Udviklede sammen med J.N. Brønsted metoder til adskillelse af isotoper, og opdagede 1921 sammen med hollænderen Dirk Coster grundstoffet hafnium, som fik sit navn efter den latinske betegnelse for København. Professor i fysisk kemi ved universitetet i Freiburg 1926-34. Derefter igen i København indtil 1943, hvor han på grund af sin jødiske herkomst måtte flygte til Sverige. Udviklede i denne periode, bl.a. sammen med de danske læger Svend Lomholt og Ole Chievitz, den såkaldte indikatormetode, hvormed grundstoffers skæbne i biologiske organismer kan følges ved hjælp af deres radioaktive isotoper. Modtog 1943 nobelprisen i kemi for denne opdagelse og blev kort efter svensk statsborger. Virkede i Stockholm til sin død. Æresdoktor ved bl.a. Københavns Universitet. Et månekrater er opkaldt efter Hevesy. |
|