© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Haldor Charles Kristensen Hald | Dansk biskop, teolog, korshærschef og modstandsmand Født fredag den 29. november 1907 på Fur, Salling, Skive Død lørdag den 8. februar 1969 i Nykøbing Falster |
Mini-biografi: Var aktiv i frihedskampen og var en tid i Neuengamme, men blev i 1945 reddet af grev Bernadottes hvide busser. Efter forskellige præstestillinger blev Hald biskop over Lollands stift 1964, men hans væsentligste virke lå i Kirkens Korshær, hvor han blev leder i 1946. Var meget optaget af at få styr på teologien i korshæren og det affødte store diskussioner. Men den teologiske selvforståelse ændredes, uniformeringen og det organisatoriske præg forsvandt og der blev oprettet herberger, spisesteder, vuggestuer og sociale boligselskaber samt ikke mindst Sct. Nikolai Tjenesten. Den blev etableret i 1957 som en reaktion på de 2500 fuldbyrdede selvmord på et år. Her kunne mennesker i nød ringe ind anonymt og få hjælp i en krisesituation. Denne tjeneste bredte sig snart til det meste af landet og eksisterer stadig. Hald skrev bøgerne Brudte skæbner (1941), om mennesker fra Korshærens arbejde og Kirken, der forarger (1959), hvor han indtrængende opfordrer kirken til at følge Kristi eksempel, ved at komme samfundets svageste og dårligst tilpassede i møde med åbenhed og omsorg. Hans Efterladte erindringer (1970) med forord af Bodil Koch, afspejler et stærkt engageret menneskes oplevelse af den kirkelige og sociale udvikling i det danske samfund gennem 50 år. |
|