© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Hans Henrik Lerfeldt | Dansk maler og grafiker Født fredag den 16. august 1946 i Aarhus Død torsdag den 27. juli 1989 i København |
Mini-biografi: Var adopteret af præsten Erik Lerfeldt, blev tit overladt til børnehjem og opvæksten i det religiøse hjem gav religiøse anfægtelser og skyldfølelse. Hans Henrik Lerfeldt havde som ung en stor passion for jazz, gik i jazzklubber og til koncerter, kom således ind i kunstnermiljøet og fik interesse for at male. Blev optaget på Kunstakademiet i København 1965, modtog på den grafiske skole, undervisning af bl.a. professor Palle Nielsen og forlod akademiet 1970. Lerfeldt var fra starten stærkt inspireret af Wilhelm Freddies erotiske surrealisme og malede utallige variationer over smukke kvinder med kæmpeinsekter, dameben med strømpebånd, sadomasochistiske fantasier, lagde stærk vægt på det erotiske og nærmede sig tit regulær pornografi. Malerierne var udført med ekstrem præcision, som skabte distance og gav en illusion af virkelighed. Udover de erotiske billeder malede Lerfeldt landskaber, akvareller og plakater, af bl.a. Chet Baker og Karen Blixen, var mester for Copenhagen Jazz Festival plakaten 1987. Viste sine værker første gang 1968 på Charlottenborgs Forårsudstilling, deltog i adskillige andre udstillinger og var 1970 medlem af censurkomitéen ved Kunstnernes Efterårsudstilling. Modtog legater fra maleren Marius Hammann, J.R. Lund og Villiam H. Michaelsen samt et treårigt stipendium fra Statens Kunstfond. Museet Bie's Gård i Hobro ejer 670 af Lerfeldts værker. |
|