© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Hans Henrik Schou | Dansk ingeniør, fabrikant og numismatiker Født torsdag den 19. august 1858 i København Død mandag den 11. juli 1932 i Charlottenlund |
Mini-biografi: Var søn af oberstløjtnant Theodor Schou, blev 1876 student og tog 1882 eksamen som cand.polyt., havde herefter ansættelse som ingeniør og driftsbestyrer ved forskellige maskinfabrikker i hovedstadsområdet. Var 1899 med til at stifte maskinfabrikken Atlas og sad som direktør til 1920, fik i den tid udviklet firmaets specialer, bygning af kraftmaskiner, kompressorer, dampturbiner og køleanlæg, udtog flere patenter, især inden for køleteknik. Var 1910 medlem af den danske komité for den internationale kølekongres i Wien. Hans Henrik Schou var en kendt numismatiker og møntsamler, indsamlede i årene 1906-21 omkring 50.000 tinfolie-aftryk af mønter fra offentlige og private samlinger, udgav 1926 Beskrivelse af danske og norske Mønter 1448-1814 og danske Mønter 1815-1923, kataloget genoptryktes 1983 i Seattle, aftrykssamlingen opbevares på Den Kongelige Mønt- og Medaillesamling i København. Schou var også en ivrig amatørfotograf, optog især stereoskopbilleder på sine rejser og efterlod sig bl.a. 20 glimrende fotografier fra Bornholm. Var æresmedlem af Numismatisk Forening, medlem af bestyrelsen for Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse og formand for Akademisk Skytteforening. Blev udnævnt til Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand samt til Ridder af 1. klasse af Norges St. Olavs Orden. Var gift med en datter af maleren Wilhelm Marstrand og far til maleren Hans Henrik Schou. |
|