© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Hans Kirchhoff | Dansk forfatter, lektor og historiker Født mandag den 9. oktober 1933 i København Død torsdag den 23. november 2023 |
Mini-biografi: Var søn af en prokurist, blev i 1961 cand.mag. i historie og idræt, fik samme år ansættelse som medarbejder ved Udgiverselskabet for Danmarks Nyere Historie, der skulle udforske den politiske historie under besættelsen. Udsendte, i samarbejde med Jørgen Hæstrup samt Henrik S. Nissen, i 1964 Besættelsestidens historie i Danmarks Radios populære serie af faglige grundbøger og blev året efter, en af redaktørerne på Besættelsens Hvem Hvad Hvor. Hans Kirchhoff gik derefter i gang med sin store undersøgelse af by-strejkerne i sommeren 1943, som førte til besættelsesmagtens erklærede undtagelsestilstand den 29. august og at Danmarks regering gik på stand by. Virkede som lektor ved Københavns Universitet i årene 1970-2003, holdt foredrag, medvirkede ved radio- samt tv-udsendelser og var redaktør samt medforfatter af Sådan valgte de. Syv dobbeltportrætter fra besættelsens tid. Forsvarede i 1979 sin disputats Augustoprøret 1943 for en doktorgrad, disputatsen havde tre undertitler: "Samarbejdspolitikkens fald". "Forudsætninger og forløb". "En studie i kollaboration og modstand". Skrev desuden bl.a. Den gode tysker om diplomaten Georg Duckwitz, Holocaust i Danmark, At handle med ondskaben og bogen Samarbejde og modstand under besættelsen-En politisk historie, der er blevet et standardværk om den danske besættelsestid og som Kirchhoff i 2002 modtog H.O. Lange-prisen for. |
|