© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Hans Lassen | Dansk politiker og gårdejer Født fredag den 11. februar 1831 i Lysabild, Sønderborg, Als Død fredag den 10. januar 1896 i Lysabild, Sønderborg, Als |
Mini-biografi: Kom af alsiske storbondefamilier, overtog både sin mødrene og fædrene gård i Lysabild sogn. Den velbegavede unge mand blev nationalt vakt af et ophold på Rødding Højskole. Fik fra 1852, mens Sønderjylland endnu var dansk, sine første politiske tillidshverv. Under det prøjsiske herredømme fra 1864 blev Hans Lassen medlem af kredsdagen for Sønderborg Kreds, af provinsen Slesvigs landdag, af den prøjsiske landdag samt af det tyske kejserriges rigsdag. I den såkaldte edsstrid, som i mange år splittede den danske bevægelse, var Lassen først på edsnægternes side, men valgte i 1882 at aflægge ed på Prøjsens og det tyske kejserriges forfatninger, hvilket var betingelsen for, at han kunne indtage sine pladser i landdagen samt i rigsdagen. Var en effektiv talsmand for de dansksindede nordslesvigeres synspunkter. Blandt mange tillidshverv var Hans Lassen formand og bestyrer for Lysabild sogns sparekasse. Det var et hårdt slag for den danske bevægelse, da det efter Lassens død viste sig, at han gennem 25 år havde bedraget sparekassen for et meget stort beløb. Pengene var for en stor del gået til at finansiere køb af landbrugsejendomme til sønnerne. |
|