© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Hans Rasmussen | Dansk politiker, redaktør og folketingsformand Født mandag den 23. juni 1873 i Gamtofte, Assens, Fyn Død fredag den 18. marts 1949 i København |
Mini-biografi: Var søn af en skrædder, kom i lære hos faderen, rejste siden rundt på Sjælland og arbejdede som skræddersvend. Hans Rasmussen overværede nogle landarbejdermøder, hørte redaktør Søren Svarre og F.J. Borgbjerg tale og fik øjnene op for sociale skel. Rejste 1894 tilbage til Fredericia, blev 1895 formand for de samvirkende fagforeninger, medvirkede til oprettelsen af Fredericia Social-Demokrat og kom 1899 ind i ligningskommissionen. Blev 1901 redaktør af den nyoprettede Social-Demokrat i Skanderborg, kom 1906 i byrådet og skolekommissionen, fik flere andre tillidshverv som at tage sig af tyende- og landarbejdersager. Rasmussen opstillede 1903 til folketinget, blev valgt 1906, var partiets ordfører ved behandlingen af bl.a. jordspørgsmål, var medlem af landbokommissionen angående kreditforhold, ekspropriation m.m. Faldt ved valget 1913, blev 1920 redaktør ved Bornholms Social-Demokrat, valgtes i september i Rønne-kredsen og overtog sager af juridisk natur, konkurslov, ændringer i retsplejen, udenrigspolitiske sager om handelsoverenskomster, internationale konventioner, traktater samt forhold vedrørende Grønland. Var fra 1933 folketingets formand og vil blive husket for sin værdige tale ved fællesmødet i rigsdagen på grund af Danmarks besættelse 9. april 1940. Rasmussen var medlem af Svangerskabskommissionen, af det udenrigspolitiske nævn, af udvalget angående spiritus- og gærordningen samt af bestyrelsen for Det Store Nordiske Telegrafselskab. |
|