© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Hans Ronald Jørgensen | Tysk/Dansk generalsekretær og boghandler Født onsdag den 17. februar 1915 i Aabenraa Død lørdag den 23. marts 2002 i Flensborg, Tyskland |
Mini-biografi: Voksede op i Flensborg i en familie, som tilhørte byens dansksindede befolkningsgruppe, faderen var købmand. Gennemførte efter præliminæreksamen en bankuddannelse. Tog dansk studentereksamen privat efterfulgt af studier i statskundskab ved Københavns Universitet. I 1938 indkaldt til tysk værnepligtstjeneste, som gik direkte over i fem års deltagelse i Anden Verdenskrig, herunder såret fire gange. I rekonvalescensperioderne, studier ved universitetet i Berlin. Havde allerede før krigen gjort sig bemærket som én af flere unge, som ønskede mere aktivitet i det danske mindretal i Sydslesvig. Gjorde især en indsats i det danske spejderkorps i landsdelen. Efter hjemkomst fra krigsfangenskab i 1945 gik Hans Ronald Jørgensen straks ind i det danske organisationsarbejde, som i de følgende år var udfordret af en voldsom tilgang af nye medlemmer og af forbitret modstand fra tysk side. Gjorde karriere i det danske mindretals hovedorganisation, Sydslesvigsk Forening, hvor han fra 1956 til 1982 var generalsekretær. Var desuden involveret i den europæiske mindretalsorganisation Federal Union of European Nationalities (FUEN), hvor Hans Ronald Jørgensen opnåede både at være formand samt generalsekretær. Drev samtidig med disse hverv, fra 1952 til 1993, en dansk boghandel i Flensborg. |
|