Mini-biografi: Var søn af en møller, kom efter skoletiden i lære som murer, blev i 1843 optaget på Kunstakademiets Arkitektskole, modtog undervisning til 1849, men havde et afbræk i studierne med sin deltagelse i 3-årskrigen 1848-50. Blev i 1852 ansat som medarbejder hos arkitekten Frederik Ferdinand Friis og var bl.a. konduktør på byggeriet af Horsens Statsfængsel. Hans Christian Zeltner stod som arkitekt for Horsens Rådhus, der i dag er en fredet bygning, Silkeborg Råd-, dom- og arresthus, som ligeledes er fredet, Skanderborg Rådhus, Silkeborg Præstegård, en distriktslægebolig og Silkeborg Borgerskole, der siden er nedrevet. Zeltner sad fra 1857 som medlem af Silkeborg Kommunalbestyrelse og havde i to perioder posten som formand. Var nok mest højreorienteret, selvom der ikke førtes direkte partipolitik og den politiske debat i Silkeborg var på den tid ret begrænset. Zeltner kom i sin tid, i kommunalbestyrelsen ofte på kant med birkedommer Georg Vilhelm Louis Drechsel og anmodede i 1883, på hele kommunalbestyrelsens vegne, denne om at trække sig tilbage, idet man mente at Drechsel stod i vejen for byens videre udvikling. Zeltner har fået en vej i Silkeborgs midtby opkaldt efter sig. Var bror til arkitekten Theodor Zeltner. |