| Mini-biografi: En sjælden type blandt digtere. Helge Rode søgte mystisk-religiøse oplevelser, der åbenbarede skjulte sammenhænge i naturen og menneskelivet. I digtsamlingen Hvide Blomster (1892) skildrer han mystiske øjeblikke, der føles som evige. Var samtidig en elsker af det nærværende liv og ernærede sig som kritiker ved Politiken. I sin ungdom tilsluttede Rode sig kredsen af digtere, som med tidsskriftet "Taarnet" introducerede symbolismen i Danmark. Hans debut var fortællingen Styrke (1891). Herefter fulgte Rodes lyrik-debut med Digte (1896), heri "Der er ingenting i Verden saa stille som Sne". Senere kom Digte, gamle og nyere (1897), Ariel (1914), Den stille Have (1922) og Den vilde Rose (1931). Hans mystik er forbundet med stærk virkelighedssans, gennemlyst af humor. Skrev flere skuespil, som mere lever ved deres lyriske kvaliteter end de dramatiske: Kongesønnen (1896), Morbus Tellermann (1907), Grev Bonde og hans Hus (1912), Det store Forlis (1917) og En Mand gik ned fra Jerusalem (1920). Samme år opførtes med national succes skuespillet Moderen med musik af Carl Nielsen i anledning af Genforeningen. Herfra er flere stykker blevet folkeeje: Fløjtesoloen "Taagen letter" og sangene "Som en rejselysten Flaade" og "Min Pige er saa lys som Rav". Far til skuespiller Ebbe Rode. |
Frederiksberg Ældre Kirkegård 2024
