Mini-biografi: Var søn af en bagermester, fik efter skoletiden en uddannelse som murer, men var som kunstner autodidakt. Debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1950 og skabte siden adskillige betydelige værker, som både maler og billedhugger. Henning Damgaard-Sørensen udtrykte sig i en ny, selvstændig retning, med enkle geometriske former samt rene, klare farver, der gav en fornemmelse af rytme og bevægelse i værkerne. Udsmykkede bl.a. Kildeskovshallen i Gentofte, Høje Taastrup Station, LO-skolen i Helsingør, Husum Skole, Haderslev Rådhus, Kolding Eksportslagteris gavl samt Rigshospitalet med relieffer og skulpturer. Modtog flere præmier fra Kunstakademiet og fik i 1965 et treårigt legat fra Statens Kunstfond, kunne derefter leve af sin kunst. Var på flere rejser til europæiske lande og engagerede sig stærkt i kunstlivet som administrator samt politisk, talte varmt for samspillet mellem arkitekter og billedkunstnere, men indtog en polemisk holdning over for kulturministeriet og de skiftende kulturministre. Damgaard-Sørensen var censor for Kunstnernes Efterårsudstilling, for Kunstnernes Påskeudstilling 1970, medlem af Statens Kunstfonds udsmykningsudvalg 1978-81, formand for Grønningen 1967-89 og formand for bestyrelsen for Udstillingsbygningen ved Charlottenborg 1989-96. Modtog Dannebrogordenens Ridderkors, Eckersberg Medaillen, Ny Carlsbergfondets store rejsestipendium, Vilhelm Pachts legat samt Frederiksborg Amts store kulturpris. |