Mini-biografi: Var søn af en rektor, blev 1958 student, læste medicin på Københavns Universitet, tog 1964 kandidateksamen. Blev 1972 dr.med. på afhandlingen Oversigts- og originalarbejde om proteinomsætning. Var 1976-90 overlæge ved Finseninstituttet, derefter ved Rigshospitalet, virkede som censor ved Københavns Universitets Lægevidenskabelige Fakultet fra 1992, var samme sted klinisk lektor i årene 1998-2003 og fik derefter titel som professor. Henning Mouridsen leverede en banebrydende forskning inden for diagnostik samt behandling af brystkræft, skrev om behandlinger, medvirkede til forbedringer, faste nationale retningslinjer og var medarrangør af flere internationale cancerkongresser. Var den bærende kraft i dannelsen af Copenhagen Breast Cancer Trials og Danish Breast Cancer Cooperative, der dannede skole for organisationen af de multidisciplinære cancergrupper i Danmark. Sad som formand for EORTC's brystkræftgruppe, var stiftende formand for Early Breast Cancer Trialists' Collaborative Group i Oxford, medlem af St. Gallen-konsensuspanelet og af Den almindelige danske Lægeforenings udvalg til etablering af det etiske komitésystem i Danmark. Mouridsen blev udnævnt til æresdoktor ved Göteborg Universitet og modtog Onkologiprisen, August Krogh-prisen, Kræftens Bekæmpelses seniorforskerpris, gårdejer Ingemann Petersen og hustrus hæderspris, O. Zimmermanns legat, Lim-prisen, købmand B. Rasmussens legat, Anna og Jakob Jakobsens legat, Dansk Selskab for Cancerforsknings pris, William Nielsens fonds legat samt Dansk Brystkræft Organisations ærespris. |