Mini-biografi: Var søn af civilingeniør H.W. Pade, blev 1936 student i Haslev og 1946 mag.art. i alm. og sammenlignende litteraturhistorie fra Københavns Universitet. Arbejdede derefter som forlagskonsulent på Westermanns forlag, blev 1948 ansat som programmedarbejder ved Statsradiofoniens dramatisk-litterære afdeling, i 1950 programsekretær, 1964 programredaktør samt souschef og i 1971 programchef efter Jørgen Claudi. Henning Pade fik udviklet den litterære montage, med Mennesket i tiden i seks dele 1948-49, i samarbejde med Finn Methling og Mogens Knudsen, figur-montagen Den forslagne tjener samt portrætmontager om bl.a. Albert Camus, Pär Lagerkvist og Jules Romains. Pade var med på alle fronter, markerede sig i Poesibogen, Danske Vers og Den store Poesi, Unge Kunstnere og Sangen ved Klaveret. Skabte sammen med Karl Bjarnhof Billedbogen, tog initiativ til og var redaktør af ugemagasinet Dramatisk Forum. Instruerede bl.a. Finn Methlings Den gamle Herre er til Koncert, med Elith Pio og monologen med Susse Wold: Tigerens, Harens og Dragens Timer, med musik af Per Nørgaard og var konsulent på julekalenderen Jul på Slottet. Pade etablerede et tæt samarbejde med nordiske og europæiske radiofonier, sad i flere år i Folkeuniversitetets programudvalg, holdt om vinteren på forelæsninger og var om sommeren med til at arrangere sommerkurser rundt omkring i landet. |