Mini-biografi: Voksede op i Sverige, var som maler autodidakt og viste sine værker første gang 1972 på Charlottenborgs Forårsudstilling, udstillede her igen 1975 og var året før repræsenteret ved en høstudstilling på Humlum Gamle Skole. Henny Møller malerier er farverige, ekspressionistisk fabulerende med kontrastfulde lys- og skyggevirkninger og blev bygget op af flere farvelag. Fugle og andre væsener indgik på en del af billederne som en form for symbolik i konstellationer med figurer, andre malerier viste nærbilleder af maskeagtige ansigter, der kunne virke lidt urovækkende. Farverne kunne enten være stærke og minde om Emil Noldes - eller lyse og poetiske. Henny Møller deltog 1985 i Påskeudstillingen på Galleri Moderne i Silkeborg, fik her sit egentlige gennembrud som billedkunstner og fik ved den lejlighed tildelt Silkeborg Kunstnerlegat. Udstillede siden på bl.a. Vejen Kunstmuseum, Brandts Klædefabrik i Odense, Musikhuset i Aarhus, i Sverige på Galleri Apella i Strängnäs, Kunstmessen i Sundsvall, Eskilstuna Konst, Galleri Modern i Stockholm, Vesterås Galleri og Galleri Apella i Göteborg. Henny Møller foretog studierejser til Italien, Frankrig, Spanien, Egypten, England og Gotland. |