© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Carl Peter Henrik Dam | Dansk biokemiker, fabriksingeniør og professor Født torsdag den 21. februar 1895 i København Død lørdag den 17. april 1976 i København |
Mini-biografi: Tog eksamen fra Schneekloths Skole og startede sin uddannelse som kemiingeniør i 1914 på Polyteknisk Læreanstalt. Efter eksamen 1920, blev han vikarassistent hos professor Niels Bjerrum på Veterinær- og Landbohøjskolen. 1923 blev Dam assistent ved universitetets fysiologiske laboratorium hos professor Valdemar Henriques. Dam havde fået skærpet interessen for biokemi og rejste ned til nobelpristageren Fritz Pregl i Østrig, for at lære organisk-mikroanalytiske teknik. Da han kom hjem til Danmark, startede hans karriere som biokemiker med studier i sterolmetabolisme. Dams omfattende arbejde inden for emnet, gav ham doktorgraden fra Det Naturvidenskabelige Fakultet i 1934. Samarbejdede 1935-39 med forskere i udlandet og Dams talrige forsøg, førte til at han opdagede K-vitaminet, der er vigtigt for blodets koagulationsevne. Det har siden reddet mange nyfødtes liv, når de får det tilført ved fødslen. En af de første der modtog det, var Dronning Margrethe 2. Henrik Dam havde koncentreret sig om den medicinske del af opdagelsen, amerikaneren Edward Doisy havde studeret kemien og fandt, at der var to K-vitaminer. I 1944 blev de to forskere tildelt Nobelprisen i medicin. Dam fortsatte forskningen, mens han var professor på Den Tekniske Højskole og efterlod sig omkring 400 videnskabelige værker. Henrik Dams Allé, Lyngby er opkaldt efter ham. |
|