© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Henrik Thomsen (Thomæsøn) Gerner | Dansk biskop Født onsdag den 9. december 1629 i København Død fredag den 14. maj 1700 i Viborg |
Mini-biografi: Var søn af en kasserer, læste teologi og blev præst i Birkerød under den svenske besættelse 1659. Henrik Gerner deltog sammen med engelske officerer i det mislykkede forsøg på at befri Kronborg fra svenskerne, blev fanget og udsat for tortur. Fik en dødsdom, som dog ikke blev eksekveret da svenskerne frygtede for dansk gengældelse. Gerner blev løsladt ved fredsslutningen 1660 og de lænker han bar kan ses i Birkerød kirke. Gerner var i besiddelse af en stærk nationalfølelse og udgav studier over dansk ortografi samt en sproglære, der var vendt mod brugen af fremmedord i det danske sprog. Blev kendt for at føre heftige diskussioner med Peder Syv om dansk retskrivning, mente selv at man skulle tale som man skrev og frygtede at Syvs nye teorier ville skabe forvirring blandt folk. Gerner var en fremragende stilist og skrev flere rimede arbejder over historiske, politiske og økonomiske emner, samlet i en politisk og social etik og udgivet som De vises politica practico-sacra og De vises økonomiske practico sacra. Oversatte Hesiods græske læredigt om bondens arbejde: "Værker og dage" og samlede råd mod sygdomme og danske plantenavne. Blev 1693 udnævnt til biskop for Viborg stift og passede embedet til sin død. |
|