Mini-biografi: Var søn af en direktør, blev i 1959 student fra Aalborg Katedralskole og tog 1967 juridisk kandidateksamen på Aarhus Universitet, fik straks efter ansættelse i Udenrigsministeriet. Blev i 1970 ambassadesekretær i Bonn, 1973 fuldmægtig i Udenrigsministeriet, var 1974-76 ministersekretær, blev 1977 ambassaderåd i Bruxelles i EF-repræsentationen og 1981 igen fuldmægtig i Udenrigsministeriet. Henrik Wøhlk skiftede 1983 til det bistandspolitiske felt ved udnævnelsen til kontorchef i Danida, blev afdelingschef samt udenrigsråd 1986 og 1991 den første chef for den nye Syd-gruppe, der afløste Danida, men det var folk herfra, som skulle præge den nye Syd-søjle. Wøhlk blev 1993 udnævnt til direktør for Udenrigsministeriet og var fra 1997 ambassadør í Wien med ansvarsområderne Østrig, Bosnien-Herzegovina, Makedonien, Slovenien samt de i Wien værende FN-organer m.m. Bestred posten til efteråret 2001 og blev leder af et sekretariat i Udenrigsministeriet, der virker for Danmarks indvalg i FN's Sikkerhedsråd. Wøhlk blev bl.a. udnævnt til Storofficer af Belgiens Leopold II's Orden, Ridder af den Nederlandske Orden af Oranien-Nassau og til Kommandør af Dannebrog. Blev optaget som medlem af Storbritanniens British Empire Orden, modtog storkorset af Finlands Løves Orden, storkorset af den islandske Falk og den tyske forbundsrepubliks Fortjenstkors. Var gift med en datter af ambassadør Henning Hjorth-Nielsen. |