Mini-biografi: Var søn af en vinhandler, fik efter skoletiden en uddannelse som manufakturhandler, arbejdede en tid ved faget, men realiserede som 29årig drømmen om en scenekarriere. Havde en god sangstemme, aflagde prøve hos direktør Emil Wulff på Frederiksberg Teater, blev antaget og debuterede i 1904, samtidig med Amelie Kierkegaard, i Holger Drachmanns sangspil Det grønne haab. Var 1907-13 tilknyttet Casino, hvor Herman Bang var instruktør og afløste her Holger Reenberg, som Danilo i Lehars Den glade enke. Henry Seemann optrådte siden i Scala-revyerne, Charlottenlund-Revyen, på Betty Nansen Teatret samt Nørrebros Teater. Var en elegant operettesanger- og skuespiller, som var elsket og beundret af publikum, havde en af sine største succeser som Schubert i Jomfruburet. Debuterede på film i 1908 hos Nordisk Film, indspillede derefter mere end 60 stumfilm, nogle blev optaget hos filmselskabet Kinografen, den sidste blev Klovnen fra 1926. Seemann fik sidst i 1920'erne bevilling til Bagsværd Biograf og siden til Kinoteatret i Lyngby, drev dette i fællesskab med hustruen skuespillerinden Agnes Nørlund Seemann. Var interesseret i opdræt af hunde og lagde et stort arbejde i at få flere forskellige racer til Danmark. |