Mini-biografi: Var den ældste søn af et jødisk ægtepar, der var kommet til København fra Polen. Allerede inden hans fødsel havde familien anskaffet et klaver, så sønnen kunne lære at spille, hvilket han begyndte på som 5-årig. Da Koppel blev 17, kom han på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, i København. Ved optagelsen sad komponisten Carl Nielsen i bedømmelsesudvalget. De to arbejdede tættere sammen fra 1929. Koppel spillede Carl Nielsens klaverværker for komponisten, som til gengæld gennemså Koppels værker. Koppel debuterede som pianist i 1930 og fik samme år et af sine værker spillet offentligt. Var stort set autodidakt som komponist, men var myreflittig og blev en af det 20. århundredes største musikpersonligheder. Arbejdede både med film-, teater- og revymusik, samt jazz og brugsmusik. Koppel var en overgang akkompagnatør for Aksel Schiøtz, som han indspillede en del plader med. Var i en årrække fast filmkomponist hos ægteparret Bjarne og Astrid Henning-Jensen, med musik til bl.a. Ditte Menneskebarn, De pokkers unger, Kristinus Bergman, Palle alene i verden og Paw. Hans fire børn: Thomas, Anders, Lone og Therese, har alle gjort sig gældende i musikkens verden. |