Mini-biografi: Var søn af en præst, kom i tømrerlære 1935-38, på Københavns Bygmesterskole 1940 og på Kunstakademiet, fik her den lille guldmedalje i 1950. Fortsatte sin uddannelse i Boston 1951 og fik derefter ansættelser hos Preben Hansen, Stadsarkitekten i København og Forsvarets Bygningstjeneste. Holger Jensen blev udsendt af Kirkernes Verdensråd til Østeuropa i 1990'erne. Fik som arkitekt inspiration fra Frank Lloyd Wright og af japansk arkitektur. Dens simplicitet og nøjsomhed i udtrykket, stemte helt overens med hans egne synspunkter. I Holger Jensens meget omfattende arbejde, er kirkebyggeriet dominerende. Arbejdede også med deres udsmykning og med bygninger til menigheders arbejde. Holger Jensen har dyrket bygningskroppen, den geometriske form, pyramiden, cirklen, kuben, den spændte bue samt spiralen og har arbejdet med tagfladernes sammensætning, skæve samt skrå flader, der skaber næsten krystallinske former. Holger Jensen havde dog også med hensyn til kirkens indre, en indføling for både tradition og moderne tid samt en stor forståelse for kirkerummets indhold og funktion. Forstod at indpasse sine kirker samt kirkerum, til omgivelser så forskellige som Grønlands natur og Lissabons ældre bymidte. |