Mini-biografi: Var søn af en skoleinspektør, blev student 1917 og tog lærereksamen 1920 fra Jonstrup Seminarium. Underviste et år og brugte derefter mere end fire år på pædagogstudier i udlandet, tog 1925 en doktorgrad ved universitetet i Zürich med disputatsen Über Familienerziehung und Hausunterricht, med vægt på betydningen af hjemmeundervisning. Holger Kjær foretog en længere tur til Island og hentede oplysninger hos befolkningen om den hjemmeundervisning, der i adskillige år havde været almindelig i landdistrikterne. Udgav 1935 bogen Kampen om Hjemmet, med undertitlen "nordisk folkeopdragelse, fortid og fremtid". Kjær var i 38 år lærer på Askov højskole, medlem af skolens bestyrelse og leder af skolens nordiske lærerkursus. Skrev adskillige artikler til Højskolebladet, Dansk Udsyn samt Hjem og Skole, var blandt de første danskere, der ønskede tilbagelevering af de islandske håndskrifter. Stod i spidsen for kritikken af den politik, som efter befrielsen ophævede den frisindede sønderjyske skolelovgivning fra 1920 og bekæmpede alle forsøg på at indskrænke forældreretten og forringe mindretallenes vilkår. Var medlem af Grundtvig-selskabet, af bestyrelsen for Den frie lærerskole i Ollerup, for Dansk Forening for Hjem og Skole og for Snoghøj højskole. Udgav bøgerne Kampen om Skolen, Menneskesyn og Kultursyn, Tolerance eller frisind?, Højskolens grund samt Dansk skolepolitik og mindretalsret. |