Mini-biografi: Var søn af en lærer, blev i 1917 privat dimitteret student, læste derefter jura og tog kandidateksamen i 1921. Blev straks efter ansat som sagførerfuldmægtig i Viborg, flyttede i 1923 til Randers og blev her landsretssagfører i 1926, var til 1947 offentlig anklager ved retterne i Randers. Flyttede i 1954 til Mariager og tog sig de næste ti år bl.a. af offentlige sager, blev i 1954 tillige direktør i Jydsk Hypothekforening og var administrerende direktør i årene 1963-67, deponerede sin beskikkelse i 1964. Holger Nielsen blev tildelt adskillige tillidsposter, sad som medlem af sagførernævnet i flere år, var til 1951 formand for direktionen for selskabet Harmonien, til 1953 formand i bestyrelsen for Randers Sagførerforening, for Randers Retshjælp for ubemidlede, for Randers Teaters bestyrelse, var formand for udlejningsselskabet A/S Calentegaarden, formand i bestyrelsen A/S Strømmen og dets datterselskaber, medlem af bestyrelsen for Randers Aktie-Tømmerhandel med datterselskaber og for Randers Kølehuse, af bestyrelsen for A/S Grenaa Dampvæveri, for A/S G Falbe-Hansen, for A/S Carlsberg Teglværk og andre teglværks-aktieselskaber. Blev udnævnt til Ridder af Dannebrog. |