© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Hortense Panum | Dansk musikhistoriker og forfatter Født fredag den 14. marts 1856 i Kiel, Tyskland Død onsdag den 26. april 1933 på Frederiksberg |
Mini-biografi: Var elev af pianisterne Victor Bendix og August Winding, lærte musikteori af Rosenhoff og studerede musikhistorie hos Tappert i Berlin. Med statsstøtte foretog Hortense Panum studierejser til Leipzig, Paris, Bruxelles, London, Dublin og Stockholm. Udfoldede fra 1885 en omfattende virksomhed som musiklærerinde og stiftede i 1888, sammen med Louis Glass, Musikpædagogisk Forening. Folkelig oplysning om den klassiske musiks værdier lå hende stærkt på sinde. Var lærer ved Folkeuniversitetet i 1904 og skrev sammen med William Behrend Illustreret Musikhistorie (1897-1908), den første i sin art i Danmark. I 1923 fulgte et musikleksikon af samme forfattere. Fra 1907 var Hortense Panum også lærer ved Musikkonservatoriet. Hendes egentlige felt var dog de ældgamle strengeinstrumenter, som hun udforskede gennem norsk, irsk og angelsaksisk litteratur, billedskæringer, helleristninger m.m. Resultaterne forelå i en række specialafhandlinger som forløbere for hovedværket Middelalderens Strengeinstrumenter og deres forløbere i Oldtiden, der udkom i 3 bind 1915-31. Hortense Panums livfulde stil som foredragsholder og skribent, hendes videnskabelige talent og store omhu for elever og kolleger gjorde hende til en skattet personlighed i musikverdenen. Datter af Peter Ludvig Panum. |
|