© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Humberto da Silva Delgado | Portugisisk officer, diplomat og politiker Født tirsdag den 15. maj 1906 i Torres Novas, Portugal Død lørdag den 13. februar 1965 i Olivenza, Spain |
Mini-biografi: Søn af en underofficer i den portugisiske hær, elev på militærkollegiet i Lissabon 1916 til 1922 og deltog i militærkuppet, som i 1926 banede vejen for det fascistiske styre under premierminister Antonio Salazar. Varetog forskellige mere eller mindre regimenære funktioner, blandt andet som kommandør for den paramilitære Portugisiske Legion samt kommissær for det fascistiske partis ungdomsorganisation. Var desuden direktør for det nationale sekretariat for civil luftfart. Under 2. verdenskrig repræsenterede Humberto Delgado den portugisiske regering, ved hemmelige forhandlinger med de vestlig-allierede, om brug af militærbaser på Azorerne. Var i 1945 initiativtager til oprettelsen af det portugisiske flyselskab TAP. Udnævntes 1952 til general i flyvevåbnet samt til portugisisk militærattache i Washington. Vendte sig efterhånden imod Salazar-regimet og blev i 1958 opstillet som kandidat til præsidentposten, med det formål at få fjernet Salazar fra premierministerposten. Tabte imidlertid valget og måtte flygte til Brasilien. Var i 1961 involveret i den spektakulære kapring af den portugisiske luksusliner Santa Maria. I 1965 forsøgte Humberto Delgado, i hemmelighed, at rejse ind i Portugal fra Spanien. Blev herunder opdaget og dræbt af det portugisiske sikkerhedspoliti. |
|