Mini-biografi: Var datter af en garvermester, giftede sig som 22årig med en militærkaptajn, der siden blev udstationeret på Sankt Thomas, hvor parret boede 4 år med deres to børn. Ingeborg Vollquartz udgav 1903 sin første bog Glade Barndomsdage i Vestindien, der handler om denne tid og livet som selvopofrende mor og officersfrue. Fik fem år senere sit gennembrud med fortællingen "Petersen" og hendes Søstre, der ligesom Forlovelser i Garnisonen, Gammeldags Kærlighed, Byens bedste Parti og Mor er ikke hjemme, skildrer ambitionerne i ravnekrogens fattigfine militær- og embedsmandskredse. Ingeborg Vollquartz blev en af tidens mest læste forfattere, skrev adskillige noveller til ugeblade og magasiner og udgav dem siden som bøger, oversatte også en del populære romaner og levede således ikke op til sit eget kvindeideal, hvor det var utænkeligt at kvinden havde arbejde ved siden af sine pligter som husmoder. Selv ungdomsbøgerne om Lillian, Anne-Lise og Lillemor, bevæger sig i det småborgerlige miljø med snævre rammer for kvinders udfoldelse, et univers, der i dag er forældet. Ingeborg Vollquartz skrev også til teatret, dramatiserede bl.a. sammen med Egill Rostrup, "Petersen" og hendes Søstre, som 1912 opførtes på Dagmarteatret, senere på Det ny teater og Folketeatret. Var 1915-25 medlem af bestyrelsen for Dansk Forfatterforening. |