© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Isaac 'Isac' Heiman Salmonsen | Dansk forlagsboghandler Født fredag den 27. februar 1846 i København Død søndag den 10. juli 1910 i København |
Mini-biografi: Var søn af en fabrikant, kom efter skoletiden i lære i firmaet P.O. Philipsen og etablerede, sammen med sin bror Morits i 1871, firmaet Brødrene Salmonsen. Blev efter få år eneindehaver af firmaet og købte 1896 V. Hostrup Schultz' Forlag. Isac Salmonsen skulle som forlægger, især få betydning for udgivelsen af Salmonsens Konversationsleksikon, blev opfordret til opgaven af J.H. Schultz' bogtrykkeri, der havde planlagt at lave en dansk bearbejdelse af Meyers tyske konversationsleksikon og havde ansat militærhistorikeren Christian Blangstrup som redaktør. Man havde beregnet at leksikonet ville fylde 240 hæfter og skulle koste omkring 120 kr. Alle bind skulle være færdigudgivet inden år 1900 og Salmonsen blev engageret til at stå for salg og reklamering. Men planerne blev ændret, man valgte at skrive et nyt leksikon og hyrede et hold danske eksperter til at udarbejde opslagene. Første hæfte kom på gaden 1893, med navnet Salmonsens Store Illustrerede Konversationsleksikon, blev en stor succes, og det planlagte oplag på 5000 blev fordoblet. Værket udkom i 18 bind, samt et supplementsbind med angivelsen Brødrene Salmonsens Forlag, selvom det blev trykt og udgivet af Schultz. Salmonsen var formand for Boghandler-Medhjælper-Biblioteket, for Boghandlernes Afregningsudvalg, for Boghandlernes Fagskole og medlem af Forlæggerrådet. Var Ridder af Dannebrog. |
|