Mini-biografi: Var søn af en tandlæge, kom efter skoletiden i lære hos en manufakturhandler, blev siden førstemand i tidens største manufakturhandel på Strøget i København. Rejste 1855 til Paris for at tage tilskærerkursus, åbnede året efter egen detailforretning på Østergade. Havde taget et større lån i en bank i Hamburg, der under krisen 1857 standsede betalingerne, fik en ordning med Nationalbanken i København, var efter tre år gældfri og optog aldrig siden lån, var dog villig til at give sine kunder kredit. Jacob Heinrich begyndte med at have kunder fra overklassen, men fik med tiden en mere blandet kundekreds, opgav detailhandelen og oprettede en engrosforretning, med vægten lagt på damekonfektion, som endte med at blive Nordens største af sin art med salg til Sydsverige og Norge. Firmaet fik 1892 en filial i Malmø, 1897 en i Kristiania (Oslo) og hovedforretningen i København omdannedes år 1900 til et aktieselskab med Heinrich som formand i bestyrelsen. Virksomhederne gav beskæftigelse til flere tusinde mennesker, Heinrich var en god arbejdsgiver og oprettede selvstændig pensionskasse for faste funktionærer og et legat for syersker. Var formand i Foreningen af københavnske manufakturgrossister, fik titel af etatsråd, blev Ridder af Dannebrog, Dannebrogsmand samt Kommandør af 2. og 1. grad. |