© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Jacob Brønnum Scavenius | Dansk godsejer, etatsråd og bogsamler Født onsdag den 2. april 1749 i Skagen Død tirsdag den 20. juni 1820 på Gjorslev Slot, Stevns |
Mini-biografi: Var søn af en købmand, gik på latinskole i Aalborg, rejste som 21årig til København for at studere, men tog aldrig embedseksamen, var 1775 med til at stifte Det danske litteraturselskab. Jacob Scavenius havde opgivet studierne og arbejdede som volontør i rentekammeret. Blev 1776 assistent i Asiatisk Kompagni, 1778 udsendt som skibsassistent på et skib, der sejlede til Indien og på hjemrejsen lagde til ved Tranquebar, hvor Scavenius gik i land og søgte stillingen som 1. assistent i den danske koloni Frederiksnagore, blev efter 1½ år udnævnt til 2. faktor, 1786 til 1. faktor. Fik et indgående kendskab til indiske forhold, skrev om produktionsforholdene, pengevæsenet, skibsmåling og politik, gjorde sig derved bemærket og tildeltes 1791 en hædersmedalje af kompagniet. Scavenius rejste 1792 hjem som en yderst velhavende mand, pengene var tjent ved private handler, både lovlige og mere lyssky. Købte herregården Gjorslev på Stevns med de underliggende gårde Søholm og Erikstrup, giftede sig til flere penge og købte 1798 Klintholm på Møn. Scavenius var en belæst og begavet mand og købte 1793 et 16.000 bind stort bibliotek, der stod på Christiansborg og gik tabt ved slottets brand året efter og da englændernes bombarderede København 1807 gik flere værdifulde samlinger tabt. |
|